En maler med muskler
Om Bente Braad Klausens billedunivers
Nogle gange skal man i stedet for at påpege en kunstners stilistiske kendetegn henvise til hans eller hendes grundliggende personlighed. I Bente Braad Klausens tilfælde er det en usentimental og stærk fornemmelse for altings sammenhæng, hvad enten det drejer sig om figurative eller mere abstrakte kompositioner.
Lad os tage et eksempel. På et forholdsvist stort maleri, 120 x 100 cm, ser man et gitter eller netværk skabt af kraftfulde sorte, hvide og grå penselstrøg. ”Figuren” er kompakt og stikkende og har umiddelbart noget truende eller i hvertfald noget lukket om sig. Midt i denne kompakte lukkethed opstår en form i varme røde farver med stænk af klart blåt og med en gul ”stilk” foroven. Figuren bringer mindelser om et hjerte eller en anden form for muskel og meningen synes klar: Vi er vidner til en slags mirakel, hvor blodfyldt liv pludselig folder sig ud midt i den frysende fimbulvinter.
Dette kan måske synes som unødigt store ord om en kunstner, der tydeligvis ikke er til idyllisk fnidder-fnadder. På den anden side beskriver det meget godt den form for energi, der hviler over alle Bente Braad Klausens kompositioner. De er på én gang aldeles jordnære, inspirerede af naturens former og bevægelser: Det spæde forår, den frostklare vinter, sommerens ekstatiske farveeksplosion.
Samtidigt er grundtonen ofte netop ekstatisk. Naturen, ja, verden som sådan, opleves ikke som et sætstykke for dekorative sofastykker, men som en hyldest til det seje, stædige og pulserende liv. Farver og figurer nærmest springer ud fra lærrederne i billeder, der kan være stramt, næsten geometrisk opbyggede eller med de arabeskagtige slyngninger og med den kraftfulde ornamentale helhedsvirkning, som kendetegner Cobra-maleriet.
På denne måde respekterer Bente Braad Klausen ånden bag Cobra-bevægelsen mere end alle de kunstnere, der nøjes med at kopiere den ydre stil med fabeldyr, osv. Hendes alsidighed og stadige eksperimenteren har rod i den samme begejstring for livets mangfoldighed som de ældre kunstnere søgte, og hendes malerier har også det strøg af noget farligt, som man finder i deres billeder. Naturen som sådan skildres med både knytnæver og muskler. Den viser ofte tænder, snerrer af os og truer os, men erkender vi, at vi er en uløselig del af den, opnås en så meget desto dybere tilfredsstillelse og trøst.
Under alle omstændigheder er Bente Braad Klausen en kunstner, der forbinder kraftfuldhed med poesi, nøgternhed med begejstring og lyrisk farveglæde med maskulin råstyrke. Hendes billeder appellerer derfor til alle, som værdsætter usentimentale, energiske og dynamiske tolkninger af den natur, vi er en del af og det liv, vi lever.
Tom Jørgensen, Redaktør på Kunstavisen, Bachelor i Kunsthistorie
Om Bente Braad Klausens billedunivers
Nogle gange skal man i stedet for at påpege en kunstners stilistiske kendetegn henvise til hans eller hendes grundliggende personlighed. I Bente Braad Klausens tilfælde er det en usentimental og stærk fornemmelse for altings sammenhæng, hvad enten det drejer sig om figurative eller mere abstrakte kompositioner.
Lad os tage et eksempel. På et forholdsvist stort maleri, 120 x 100 cm, ser man et gitter eller netværk skabt af kraftfulde sorte, hvide og grå penselstrøg. ”Figuren” er kompakt og stikkende og har umiddelbart noget truende eller i hvertfald noget lukket om sig. Midt i denne kompakte lukkethed opstår en form i varme røde farver med stænk af klart blåt og med en gul ”stilk” foroven. Figuren bringer mindelser om et hjerte eller en anden form for muskel og meningen synes klar: Vi er vidner til en slags mirakel, hvor blodfyldt liv pludselig folder sig ud midt i den frysende fimbulvinter.
Dette kan måske synes som unødigt store ord om en kunstner, der tydeligvis ikke er til idyllisk fnidder-fnadder. På den anden side beskriver det meget godt den form for energi, der hviler over alle Bente Braad Klausens kompositioner. De er på én gang aldeles jordnære, inspirerede af naturens former og bevægelser: Det spæde forår, den frostklare vinter, sommerens ekstatiske farveeksplosion.
Samtidigt er grundtonen ofte netop ekstatisk. Naturen, ja, verden som sådan, opleves ikke som et sætstykke for dekorative sofastykker, men som en hyldest til det seje, stædige og pulserende liv. Farver og figurer nærmest springer ud fra lærrederne i billeder, der kan være stramt, næsten geometrisk opbyggede eller med de arabeskagtige slyngninger og med den kraftfulde ornamentale helhedsvirkning, som kendetegner Cobra-maleriet.
På denne måde respekterer Bente Braad Klausen ånden bag Cobra-bevægelsen mere end alle de kunstnere, der nøjes med at kopiere den ydre stil med fabeldyr, osv. Hendes alsidighed og stadige eksperimenteren har rod i den samme begejstring for livets mangfoldighed som de ældre kunstnere søgte, og hendes malerier har også det strøg af noget farligt, som man finder i deres billeder. Naturen som sådan skildres med både knytnæver og muskler. Den viser ofte tænder, snerrer af os og truer os, men erkender vi, at vi er en uløselig del af den, opnås en så meget desto dybere tilfredsstillelse og trøst.
Under alle omstændigheder er Bente Braad Klausen en kunstner, der forbinder kraftfuldhed med poesi, nøgternhed med begejstring og lyrisk farveglæde med maskulin råstyrke. Hendes billeder appellerer derfor til alle, som værdsætter usentimentale, energiske og dynamiske tolkninger af den natur, vi er en del af og det liv, vi lever.
Tom Jørgensen, Redaktør på Kunstavisen, Bachelor i Kunsthistorie